Frugttræer i potter og krukker
En anden måde at have frugttræer på
De fleste haveejere har deres frugttræer plantet ud i jorden. Det er også den måde, hvor man får mest ud af sine frugttræer. Når træets rodsystem kan få plads til at udfolde sig og optage vand og gødning, som den har brug for. En professionel frugtavler kunne aldrig finde på at plante frugttræer i krukker, for udbyttet ville simpelthen være for lavt.
Når man alligevel har mulighed for at plante frugttræer i potter, er det fordi frugttræer ikke bare er frugttræer. Frugttræer er nemlig også prydtræer. Træer, som om foråret spreder glæde, når det blomstrer og bier sværmer i de mange duftende blomster. Træer, som om efteråret bærer smukke frugter, der tilmed kan spises. Hvor mange kilo æbler frugttræet bærer er ikke det primære for dette træ.
Placering af frugttræer i potter
Når man vælger at plante frugttræer i potter, kan de stå mange steder i haven eller i nærheden af huset. Har man ingen have, kan de jo stå på altanen. Husk blot at krukkens størrelse skal svare til træets størrelse, når det har vokset der et par år. Fordelen ved en forholdsvis stor krukke eller balje er, at man ikke behøver at vande hver dag.
Når frugterne skal modne, skal træet stå i så meget sol, som muligt for at kunne danne nok sukkerstoffer.
Hvilket træ, skal man vælge?
Det går ikke at vælge et frugttræ, som bliver 10 m højt til et krukketræ. I så fald skal krukken eller beholderen være meget stor. Spørg i dit havecenter efter meget svagtvoksende frugttræer. Det er nemlig sådan at frugttræer egentlig består af to forskellige planter. Den underste del med roden kaldes grundstammen, og det er typen af grundstamme, som afgør om træet vokser kraftigt, moderat eller meget svagt. I princippet kan man købe Rød Ananas æbletræer, som vokser kraftigt, moderat eller meget svagt.
Tilsvarende muligheder findes også for blommer og kirsebær.
En anden mulighed er også at vælge et såkaldt Ballerina træ. En gruppe af æbletræer, som er specielt forædlet til krukke- og baljetræer. Ballerina træerne udmærker sig ved at vokse meget langsomt og ved at være søjledannende.